Menu

Anførerportræt - Annemone Nielsen (KS1) & Christian Engelmann (HS1)

image
Mads Enghoff
08. oktober 2025 kl. 16:03
Læs her begge portrætter af klubbens førsteholds-anførere
Annemone – anfører på kvindesenior 💚🤍
Et portræt af en leder, der går forrest på sin helt egen måde
"Jeg hedder Annemone og jeg er anfører på kvindeseniorholdet i VSB."
"Jeg har spillet fodbold i 18 år. Jeg startede i B82, da det var tættest på SFO’en, og det var der, alle mine venner spillede. Vi var få piger, der spillede på drengeholdet – men efter nogle år fik jeg samlet mod nok til at starte på pigeholdet (fyldt med fremmede) i VSB. Det viste sig at være en top beslutning 🙂"
Til daglig læser jeg jura på Københavns Universitet og arbejder som vikar i en daginstitution. Når hovedet trænger til pause, sætter jeg stor pris på at være sammen med venner og familie.
💚 En lidt anderledes anfører
"Anførerbindet er ikke alfa og omega for mig, og jeg er formentlig heller ikke den typiske anfører. Normalt bryder jeg mig ikke om at blive set eller hørt mere end nødvendigt 🙂"
"Jeg forsøger egentlig bare at være venlig og have det sjovt med resten af holdet, haha. Med det sagt, er jeg selvfølgelig beæret over, at trænerne mener, jeg er den rette – og at mine holdkammerater gerne vil læne sig op ad mig."
"Selvom anførerrollen ikke betyder alverdens, er det dog en kæmpe ære at trække lod om bold eller bane 🙂"
"Jeg prøver at bidrage med godt humør. På banen prøver jeg at give energi og troen på, at vi kan slå de fleste – hvis vi vil, og hvis vi tager os sammen :)) Jeg forsøger også at bidrage til en god tone – både på holdet internt, men også over for modstandere og dommere."
🤍 Et unikt fællesskab – på tværs af årgange
"Det unikke ved vores hold må være fællesskabet – særligt på tværs af årgangene. At vi (senior) er blevet slået sammen med U19 og at nogle U16-spillere træner/spiller med, har kun givet pote. Det øger både niveauet, men ikke mindst de sociale relationer. Dels fordi vi er flere til træning, men også fordi alle har noget forskelligt at byde ind med. Det er virkelig nice, og jeg tror, vi kan lære meget af hinanden."
"Sammenholdet på vores hold kan beskrives som et nabolag i Hayday. Alle er flittige, venlige, hjælpsomme – og så bidrager alle til fællesskabet og målet om at vinde over andre nabolag/hold."
💚 Hvorfor VSB?
"Hvis man vil mere end bare fodbold, skal man vælge VSB pga. det sociale! En stor del af mine bedste venner har jeg mødt gennem fodbold. Det er også en nem og uformel måde at vedligeholde venskaber – både når man går på gym og ikke er i samme klasse, eller hvis man holder sabbatår, læser på studie eller laver noget helt fjerde.
🤍 Mål og styrker
"For en stor del af holdet er det første gang, vi spiller i Sjællandsserien. Så jeg tror egentlig ‘bare’, at målet er at klare sig bedst muligt – og ikke at rykke ned 🙂"
"Der er mange ting, man kan lægge mærke til. Men særligt vil jeg fremhæve sammenholdet på og omkring vores hold. Det gælder selvsagt os spillere og trænerne – men i lige så høj grad den kæmpe opbakning fra holdlederne og diverse familiemedlemmer/venner, som gang på gang tropper op til kampe – både ude og hjemme. Det ser jeg som en god styrke."
"Hvis jeg var vores modstander, ville jeg dog lægge mærke til Freya. For av min arm hvor scorer hun mange mål."
💚 Mennesket bag anførerbindet
Godt humør og smil er aldrig en mangelvare på vores hold. Det er derfor umuligt kun at nævne én som altid får smilet frem hos os andre.
En stærk kandidat kan dog være Broløs. Hun er altid glad og smilende, og så kan hun få et helt hold til at grine. Særligt hvis man placerer hende på maccen og giver hende en cheeseburger:)
"Den mest tændte til træning? Den er svær… pt. er der nok hård konkurrence mellem Danni, Lars og Bo 😉"
"Mit kamp-ritual? Jeg tager først mit anførerbind på, når vi liner op for at sige god kamp. Det er mest fordi, jeg ikke vil have ekstra opmærksomhed fra modstanderne – så ved ikke, om det ligefrem er et ritual."
"Noget folk ikke ved om mig? Jeg havde 0 % fravær i gymnasiet. Jeg missede skole én dag pga. jeg skulle spille fodbold for VG, men det fik jeg godskrevet 🙂"
🤍 Budskab til klubbens unge
"Hav det sjovt, hold fast i venskaberne – og fortsæt i VSB”
"Det fællesskab og den famøse ‘VSB-ånd’ findes ikke andre steder. Det er også grunden til, at jeg ikke har fundet en klub inde i byen, selvom jeg bor derinde. Det er vigtigt for mig at være en del af VSB, fordi fodbold, venner og frisk luft er det perfekte frirum i en travl hverdag."
💬 Hvad siger cheftræneren Danni Uhre om sin anfører?
"Da jeg overtog som cheftræner for kvindesenior, var jeg ikke ét sekund i tvivl om, hvem der skulle bære anførerbindet. Med Annemone får man en stabil og hamrende dygtig spiller, men det stopper ikke der – hun er også et menneske, man glæder sig til at møde ind til. Hun er den type, der ikke råber højest, men som samler folk og går forrest med sit nærvær, sin ro og sin personlighed.
Hun tør udfordre mig som træner – og jeg elsker det. Det vidner om tillid og om et sundt miljø, hvor vi tør tale ærligt sammen. Det skaber udvikling – ikke kun for hende, men for hele holdet.
Hun sagde engang i sjov, at man ikke udvikler sig så meget i hendes alder længere – men jeg tror, hun ved nu, at det stik modsatte er sket. Det seneste år har jeg set hende vokse enormt – både som spiller og som person. Jeg er ægte stolt af det menneske og den leder, hun er blevet.
Samtidig er hun med til at forme det, vi bygger op her i VSB: et kvindeseniorhold, der er lige så stærkt socialt som det er sportsligt. Hun er en vigtig brik i det fællesskab, der nu tæller over 50 træningsparate, dedikerede og fantastiske piger.
Så Annemone – tak for dig. Du er et forbillede for de unge, en drivkraft for holdet og en uvurderlig samarbejdspartner for mig som træner."
💬 Hvad siger holdkammeraterne om sin anfører?
” Mone er klart den bedste på holdet med hovedet. Både når det gælder hovedstød (som hun er meget glad for:)) og når det gælder det taktiske.”
”Vores anfører er støttende og positiv. Både på og ude for banen ser hun hver og en og lytter til alle. Udover det ved man at hendes ånd altid ligger i VSB🤍💚
Christian Engelmann – anfører for Herre Senior 1 💚🤍
Et portræt af en leder, der har vokset op med klubben og truppen
"Mit navn er Christian Engelmann, og jeg er anfører for herre senior 1."
"Jeg har spillet i VSB siden jeg var 5-6 år gammel – det er efterhånden 16-17 år siden. Valget faldt på VSB, fordi alle mine venner spillede her, og mange af dem spiller stadig sammen med mig."
"Foruden at spille fodbold, læser jeg medicin på Københavns Universitet og arbejder inden for sundhedsområdet. Det tager en del tid af hverdagen. Udover det kan jeg godt lide at bruge tid med mine venner og holdkammerater!"
💚 Anførerrollen
"Det betyder, at jeg forsøger at gå forrest for truppen på flere områder. Selvfølgelig kræver det, at man forsøger at gå forrest på banen, men for mig betyder det i lige så høj grad, at man forsøger at skabe de bedste vilkår for truppen til daglig, og jeg vil derfor til hver en tid bruge ekstra tid på at være mellemled mellem truppen og ledelsen."
"Jeg er også klar over, at de andre spillere spejler sig i min væremåde overfor andre, og jeg forsøger derfor også altid at have et smil på læberne!"
"På banen bruger jeg både energi på min rolle som central midtbanespiller, men også på at mærke stemningen i kampen. Der kan godt komme meget tænding på, og nogle gange er det vigtigt lige at få drengene til at trække vejret – mens vi andre gange skal gejles op!"
"Udenfor banen vil jeg altid gerne være i godt humør, og jeg nyder det fantastiske sammenhold, vi har i omklædningsrummet!"
🤍 Et unikt fællesskab
"Jeg er helt klart mest stolt af vores enestående sammenhold. Der er altid smil hele vejen rundt, mens vi hører høj musik i omklædningen. Jeg har spillet i klubben hele mit liv og har altid bemærket, hvordan vi alle er gode venner – også i vores fritid. Det er helt unikt, og noget jeg aldrig ville være foruden!"
"Som nævnt er det fuldstændig enestående, og noget jeg ikke har set i nogle andre klubber. Jeg kender mange, der spiller i klubber rundt omkring i landet, og ingen af dem har et sammenhold som os!"
"Det kendetegner Virum som klub, at vi formår at holde på vores spillere igennem mange år – også selvom nogle spillere måske har et så højt niveau, at de kunne spille endnu dygtigere steder. Det tror jeg også, at Herre Senior 1 er et bevis på."
"Socialt er vi kendetegnet ved, at man i VSB vil hinanden og prioriterer sine holdkammerater."
💚 Mere end fodbold
"VSB tilbyder spillerne en kombination af et højt og ambitiøst sportsligt niveau med fokus på udvikling af spillere, som står i sammenhold med det sociale aspekt, hvor man næsten kan være garanteret at få venner for livet."
🤍 Sæsonen og ambitionerne
"På HS1 startede vi sæsonen i en lidt tumultarisk periode med mange spillerafgange, og havde derfor en ambition om at blive oppe i Serie 1. Vi har dog endnu engang bevist, at vi har niveau til endnu mere, og jeg lægger derfor ikke skjul på, at oprykning to gange i streg nu igen er målet!"
"På det fodboldmæssige plan bør folk lægge mærke til, at vi besidder et meget højt teknisk niveau, men samtidig også er ved at få en moden forståelse for, hvornår vi skal være kompromisløse."
"Jeg tror altid, vi ser frem til den sidste kamp i sæsonen i et håb om, at vi dér kan afgøre en evt. oprykning til os selv. Derudover er der altid tale om en hyggelig dag og aften efterfølgende med sæsonafslutning."
"I den nærmere fremtid ser vi meget frem til kampen mod Frederiksværk og Jyllinge, som er de andre tophold i rækken."
"Personligt nærmer jeg mig selv 100-kamps jubilæum for HS1 og ser selvfølgelig også frem til det."
💚 Mennesket bag spilleren
"Den, der altid får smilet frem? Den må gå til Hein! Han er simpelthen et fantastisk væsen, som både kan være lynende intelligent på fodboldbanen og bagefter komme med en vaskeægte Fedtmule-kommentar. Hans grin smitter bare!"
"Med det sagt er der altid godt humør hele vejen rundt, og jeg kunne også have nævnt mange andre."
"Hvem er mest tændt til træning? Hvis jeg må snyde lidt, ville jeg nok sige trænerteamet – de giver sig virkelig altid 100% og gør deres ypperste for at planlægge en træning, der bare spiller hver gang. Vores holdleder Niels kan også blive den mest tændte – specielt hvis der ryger en bold ud af anlægget!"
"Men hvis der skal nævnes en spiller, så er Kir og Bjarni også altid garante for god energi og tænding!"
"Mit kamp-ritual? Elektrolytter i én flaske. Double shot espresso i en anden flaske. Banan. God musik. Ikke mere end det."
"Noget folk ikke ved om mig? Jeg tror egentlig ikke, der er mange, der ved, at jeg læser medicin. Jeg udstråler ikke altid lige den energi og kan godt give en anden ‘vibe’ til daglig."
💬 Budskab til klubbens fremtid
"Fremtiden er jeres. Der er så mange dygtige talenter i ungdomsrækkerne såvel som i seniortruppen. Hvis I holder ved, skal I nok få chancen for at komme på holdet!"
"Det er her, jeg flere gange om ugen får lov at være sammen med mange af mine bedste venner gennem mange år – og det er noget, jeg sætter pris på hver gang, jeg er i klubben. Det er sjældent, man har lov at være så heldig."
💬 Hvad siger holdkammeraterne om sin anfører?
"Christian (Engel) er en spiller, der altid går forrest – både på og uden for banen. Han er med til at sætte stemningen og humøret før kampene, hvilket er altafgørende for vores præstationer på banen. Derudover fører han holdet igennem en fremragende opvarmning, som alle ved er vital for, hvordan vi kommer ind til kampene."
Engel møder alle med venlighed og respekt og formår at samle holdet med sit gode humør. Med sin benhårde arbejdsindsats og store ansvarsfølelse tager han altid lederskab, når det gælder. Hans dedikation til træning og kamp inspirerer os alle til at yde vores bedste.
Chrille har været holdets anfører over flere sæsoner nu og med god grund. Han er et samlingspunkt for gruppen både på og udenfor banen. Han går altid forrest med ansvar og er en frontperson for den kultur vi vil skabe omkring senior 1 og det hele taget hele Virum Sorgenfri Boldklub.
Han er ikke bleg for at tage fat i os medspillere hvis vi ikke levere på udtryk eller teknik og er samtidig den første til at indrømme sine egne fejl hvilket er en ekstrem god kvalitet som leder. Jeg tror jeg kan snakke på hele holdets vegne at vi håber og ønsker at have Chrille som anfører i mange flere sæsoner endnu.
💬 Hvad siger cheftræneren Thomas Ascanius om sin anfører?
Jeg har nu været træner for 1. senior i små 2 år. Og for mig har det været en kæmpe gevinst at have en anfører som Christian på holdet. Nogle trænere vil gerne have, at en anfører er den som råber mest og højest? For mig er det på ingen måder det vigtigste. I Christian har vi en anfører, som – når han taler til holdet – så hører alle efter. Christian er en rollemodel, ikke kun for 1. senior men for alle spillere i VSB.
Jeg har mange samtaler med Christian i forhold til holdet, men også i forhold til den enkelte spiller, hvis der er behov for det. Jeg bruger også Christian til at tale og motivere de unge spillere i truppen, til at forstå hvordan det er at blive seniorspiller.
På spillernes niveau har jeg set en kæmpe udvikling i Christians spil. Da jeg kom til som træner, lå holdet i bunden af Serie 2 – nu er vi pludselig tophold i Serie 1 og har en drøm om at rykke op i Sjællandsserien i 2026. I den periode er Christian den spiller, som har været til flest træninger – og nok også deltaget i flest kampe.
Klubnyt 30. november kl. 23:01
1. Advent Interview - Lauge Sandgrav Interview med tidligere VSB`er Lauge Sandgrav.
Klubnyt
10. september kl. 15:08 KVS Cheftræner Danni Uhre forlænger til 2027
Klubnyt
07. september kl. 08:18 Lagkagestævne program 7/9
Klubnyt
21. august kl. 14:37 Cheftræneren for Kvindesenior beretter
Klubnyt
11. august kl. 15:27 Mindeord om Tom Frandsen
Luk